I den forbindelse har vi modtaget en række spørgsmål fra lodsejere. Her har vi samlet de fem, vi har fået flest gange – og givet svarene på dem. Du kan finde yderligere information under ofte stillede spørgsmål.
1. Hvor skal I køre på min grund?
Vibrationslastbilerne kommer i langt overvejende grad til at køre på veje og i nogle tilfælde over marker men ikke i private haver. Vi overholder selvfølgelig gældende grænseværdie r for afstand til bygninger i forbindelse med seismiske undersøgelser.
Er du lodsejer og ønsker at se præcis, hvor vibrationslastbilen skal køre på din ejendom, er du velkommen til at kontakte Rambøll. De kan vise dig et kort over din ejendom – enten via mail, telefon eller ved et besøg. Generelt går kørelinjerne fra øst til vest og ligger med 160–360 meters mellemrum.
2. Kan der ske skader på min ejendom?
Seismiske undersøgelser er en gennemprøvet og skånsom metode, der har været anvendt i Europa i over 100 år. I samarbejde med Rambøll og S³ Smart Seismic Solutions gør vi alt for at gennemføre arbejdet sikkert, effektivt og til mindst mulig gene for borgerne.
Skulle undersøgelserne mod forventning medføre skader, vil vi betale erstatning for strukturskader i marken og for afgrødetab som beskrevet i landsaftalen mellem SEGES, Green Power Denmark og Energinet, samt give et honorar for den tid du bruger på at reetablere marken eller f.eks. efterså.
3. Tager I højde for ældre bygninger?
Rambøll har kortlagt en række fredede og ældre bygninger i området, som vi tager særligt hensyn til – blandt andet ved at holde ekstra afstand, når vibrationslastbilerne kommer forbi.
Hvis du har ældre eller sårbare bygninger på din ejendom, hører vi gerne fra dig, så vi kan tage de nødvendige forholdsregler. Send gerne adressen og et telefonnummer til Rambøll, så vi kan tage direkte kontakt.
4. Tager I højde for dyr i undersøgelserne?
Hvis du har dyrehold på din ejendom – f.eks. heste eller hunde – som kræver særlige hensyn i forbindelse med vibrationslastbilernes kørsel eller udlægning af geofoner (som sker til fods), så kontakt Rambøll, så I sammen kan aftale de nødvendige forholdsregler.
5. Hvordan kontakter jeg jer?
Hvis du er en af de lodsejere, der skal have besøg af en vibrationslastbil i efteråret 2025 og har behov for mere præcist at vide, hvor vi skal køre på din ejendom eller har andre spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Rambøll alle hverdage mellem kl. 9-16 på 69158930 eller på seismik@greenstore.dk.