Snart færdige med at bore
Vi begyndte at bore den 20. juli, og vi er nu næsten færdige med selve borearbejdet, der går mere end 3.000 meter ned i undergrunden. Undervejs har vi taget prøver og borekerner op fra de forskellige lag af kalk, ler og sandsten, og de bliver nu analyseret. Data fra boringen skal, sammen med resultaterne fra den seismiske undersøgelse tidligere på året, vise, om undergrunden i området på sigt egner sig til sikker og permanent lagring af CO2.
Næste skridt er en række tests i brønden. Vi regner med at holde tidsplanen og være helt færdige inden jul. I starten af det nye år fjerner vi alle de midlertidige installationer, og marken bliver ført tilbage til sin oprindelige stand, så den igen kan bruges til landbrug.
Gummistøvler, pølser og gode spørgsmål
Mange kører dagligt forbi boretårnet, men kun de færreste har været helt tæt på.
Derfor var der stor interesse for vores Åbent Hus-arrangement, og allerede midt på dagen kunne Henrik Busk, efterforskningschef i Harbour Energy, glæde sig over, hvor mange der var kommet:
“Det, der har været positivt ved arrangementet i dag, har været det store fremmøde. Et besøgstal på over 200 viser stor interesse og nysgerrighed for projektet.”
Men inden dagen var omme, havde flere end 300 besøgende i alderen nul til 92 år. Over 200 af dem var med på en af de 20 guidede gåture rundt om borepladsen og den 55 meter høje borerig.
Undervejs blev der spist 380 pølser og drukket 30 liter kaffe, og vi fik mange gode spørgsmål: Hvad viser prøverne? Hvor langt er vi nået? Og hvordan kommer man overhovedet mere end 3.000 meter ned i undergrunden?